Trofæerne i kassen.

Trofæerne i kassen.

Kassen med herlighederne. Forsvarligt og sikkert transporteret fra Sydafrika til Danmark. Af Steen Andersen.

Limpopo.

Det er et lille års tid siden vi var på jagt i Limpopo i Sydafrika. Den historie kender dk4s seere af Jagtmagasinet sikkert allerede, for jagten endte med to tv-programmer som blev sendt første gang i foråret 2004 – de bliver for øvrigt genudsendt i midten af april.
Fem stykker vildt blev det til, og fotografen fik sin jagtdebut med en flot kudu. Den historie findes også på disse sider.
Nu er trofæerne kommet til Danmark, og den store kasse stod og lignede noget fra en eventyrfilm – og det er det vel næsten også.

Solidt arbejde.

Den sydafrikanske konservator som har udført arbejdet kan sit kram. Kassen er første fingerpeg. Den er solid, korrekt og synligt skiltet med indhold, afsender og ikke mindst modtager, og den har tilsyneladende ikke lidt overlast på vejen. Den er med andre ord dimensioneret korrekt til den lange tur med fly og lastbil fra Limpopo til København.
Låget er også monteret solidt, og det tager lidt mere end et øjeblik at få løsnet de mange skruer.

Trofæerne i kassen
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

Afsenderen. Mesteren bag den fine konservering.

Velkonserveret.

Så snart vi får låget af, bredder der sig en gennemtrængende duft af mølkugler. De mange skind, hvoraf nogle er garvede og andre saltede –lige som vi havde ønsket det – har fået et skud naftalin for at holde utøj og andet kryb uden for kassen. Også denne del af sagen er helt i top.
Skindene er endnu et bevis på godt og gedigent håndværk. Ikke mindst det garvede zebraskin er rigtig flot forarbejdet og slebet ganske tyndt og derfor meget smidigt.

Hornene.

Horn og kranier viste sig også at være i topform. Førsteklasses arbejde, som er lige til at sætte på pladen. For mit eget vedkommende har jeg valgt at lade hovedskindet til den sorte gnu jeg nedlagde salte og tørre, så det senere kan blødes op og anvendes til en hovedmontering. Indtil den dag oprinder kan de smukke og meget lange horn få lov til at bryde min væg på en plade ved siden af de andre gnuhorn.
Men ikke lige med det samme. Først må hornene tilbringe et par uger ude under halvtaget, så den værste stank af ”mormors klædeskab” kan fordufte. Men jeg ser på hornene hver dag når jeg tager hjemmefra – og naboen undre sig såre over de underligt udseende horn der hænger og dingler i vinterblæsten.