Vildsvin

Vildsvin

Vildsvinene er udbredt over det meste af kloden, og kan derfor også jages mange forskellige steder på mange forskellige måder. Af Ole Pedersen, biolog.

Vildsvin.

Vildsvin er parrettåede hovdyr. Parrettåede fordi klovene er placeret på hver side af fodens midterakse og kan spredes ud. Biklovene er korte og berører sjældent jorden under gang. Derimod ses de ofte i sporene efter trav eller løb. Klovene har en lille blød tåpude. Hjørnetænderne er forlængede og krumme og rodløse hos hannerne. Dyrene har en bevægelig cirkelformet tryne der støttes af brusk og et par mindre knogler. Der et 1-6 par pattevorter. Dyrene er altædende.

Se filmklip.

Bushpig
© huntersmagazine.com
2006, Steen Andersen

Busksvin Potamochoerus larvatus

Der findes 14 vildsvinearter:

Europæisk vildsvin Sus scrofa (Europa og Nordafrika)
Indisk vildsvin Sus cristatus (Indien)
Båndsvin Sus vittatus (Java, Sumatra, Borneo)
Hvidskægget vildsvin Sus scrofa leucomystax (Japan)
Pustelsvin Sus verrucosus Østligt (Borneo)
Skægsvin Sus barbatus (Borneo)
Dværgvildsvin Sus salvanius (Centralasien)
Navlesvin (2 underarter):
Halsbåndsnavlesvin Tayassau tajacu (Syd og mellemamerika)
Moskussvin Tayassau pecari (Syd og mellemamerika)
Hjortesvin Babirussa babirussa (Celebes & Molukkerne)
Vortesvin (2 underarter):
Alm. vortesvin Pharcochoerus africanus (Størstedelen af Afrika)
Ørkenvortesvin Pharcochoerus aetiopicus delamerai (Afrikas Horn)
Kæmpeskovsvin (3 underarter):
Østligt Kæmpeskovsvin Hylochoerus meinertzhargeni meinertzhargeni (Centralafrika)
Vestligt Kæmpeskovsvin Hylochoerus meinertzhargeni ivoriensis (Øvre Guinea)
Congo Kæmpevortesvin Hylochoerus meinertzhargeni rimator (Nigeria, Congo, Zaïre)
Penselsvin (2 underarter):
Rødt penselsvin Potamochoerus porcus (Afrika, regnskovsbæltet fra Gambia til Zaïre)
Busksvin Potamochoerus larvatus (Afrika, Sydafrika, midt- østafrika)

Europæisk vildsvin Sus scrofa.

Vildsvinet forekommer over hele Europa med undtagelse af de britiske øer. I Norden er vildsvinebestandene fremkommet ved udbrud fra fangenskab. Vildsvin fortrækker skovområder; specielt fugtige løvskove. De undgår normalt højtliggende bjergområder og udstrakte åbne områder.
Søerne, årsungerne og unggrisene, Frichlingene, lever i store flokke. Halvvoksne orner danner ofte mindre flokke mens de fuldvoksne orner færdes for sig selv.
Vildsvin er altædende. Især sætter de pris på agern og bog, rodfrugter og rodknolde samt rødder. Den dyriske føde består primært af orme og larver, mus, fugleæg og –unger. Endvidere ædes ådsler, hvor disse forekommer. Vildsvin er både hurtige og smidige og er særdeles gode svømmere. Både hørelse og lugtesans er særdeles veludviklede. Synet er derimod middelmådigt.

Ynglebiologi.

Brunsttiden starter i november og varer almindeligvis frem til januar. De gamle orner udvikler i denne periode et 2-3 cm. tykt lag bindevæv under huden. Denne virker som en form for brynje under brunstkampene, hvor dyrene ellers kunne blive alvorligt sårede af modstandernes skarpe hjørnetænder. Ornerne slutter sig i brunsttiden til grupperne af søer og ungdyr, hvor de forsøger at samle så mange søer som muligt omkring sig. Søerne forsvares aggressivt mod andre orner.
Drægtighedsperioden er mellem 114-140 dage, lidt mindre end tamsvin. Inden fødslen samler soen grene og blade, som hun former til en slags rede. I den fødes grisene, normalt 6-12. Grisene opholder sig normalt ca. en uge i reden inden de følger moderen. Grisene er rødbrune med lyselængdestriber. De dier hos soen i godt to måneder. Hunnerne er som regel kønsmodne i deres første leveår, hannen normalt først i en alder af 3-4 år.

Jagt.

Jagten på vildsvin foregår primært som drivjagt eller anstandsjagt. Med undtagelse af jagten i Tyrkiet benyttes almindeligvis riffel. I Tyrkiet er kun jagt med haglbøsse og Brenneckekugler (Slugs) tilladt.
Organiseret vildsvinejagt udøves over det meste af Øst- og Centraleuropa.
Eksempelvis i Polen, Bulgarien, Rumænien og Estland.

Trofæafgifter.

Trofæafgift på vildsvin afregnes normalt for ornernes vedkommende efter længden af hjørnetænderne i undermunden. For de øvrige dyrs vedkommende afregnes efter kropsvægt.

Tamsvin.

Tamsvinet Sus scrofa domesticus nedstammer fra det almindelige vildsvin og har været tæmmet siden oldtiden. Tamsvinet vender overordentligt let tilbage til vild levevis, og forvildede tamsvin krydser sig så let med vildsvin, at det efter én eller to generationer er svært at se forskel. Dette ses navnlig i Sydøstasien.
I New Zealand, hvor der er omfattende vildsvinejagt, er der faktisk udelukkende tale om forvildede tamsvin, da der aldrig har været en bestand af vildsvin. Dette gør dog ikke svinene mindre vilde. Almindeligvis jages vildsvin med hunde i New Zealand.