Zambesiflodens kæmper

Zambesiflodens kæmper

Egentlig havde jeg ikke rigtig lyst til det.
At skyde en flodhest måtte være for nemt, men der skulle bruges kød i den store lejr, og der manglede supplement til de mange baits, der var hængt op.

Ingen sag

Det der så ud til at være en ekspeditionssag, skulle imidlertid vise sig at være noget af det sværeste, jeg har prøvet.
Andy, min jagtkammerat, havde allerede advaret mig.
Han havde levende forklaret, hvor anstrengende det er at vente i timevis på den spinkle chance, med fingeren på aftrækkeren og i fuld koncentration.

Udfordrende jagt

Det svære består i at dyrene er neddykket næsten hele tiden og kun kommer op i få sekunder for så igen at dykke i 3-4 minutter.
Ofte er det kun øjne og næsebor, der er over vandet, når dyrene trækker vejret, og det udgør ikke nogen reel skudchance.

Hjerneskud

For at kunne sætte en forsvarlig kugle i hjernen, skal man, set fra siden, ramme ca. 5 cm under et punkt midt mellem øreåbning og øje.
Forfra skal kuglen placeres i et punkt, der opstår, når man forestiller sig krydset mellem to streger, der tegnes mellem øre og modstående øje.
På dette sted er hjernen kun beskyttet af en tynd hjerneskal og en kugle her vil øjeblikkelig betyde, at flodhesten forender.

Zambesi

Vi var oppe før solen brød frem. Vores professionelle jæger Doug Kok stod ved morgenbordet og lod de første dråber af den lune kaffe give lidt varme i morgenkulden.
Vi stod tæt ved den mægtige Zambesiflod og kunne skimte lyset fra månen spejle sig i flodens bølger.
Dette paradis, næsten uberørt af menneskehånd, hører til et af de sidste områder, hvor menneskets indtrængen med landbrug og kvæg endnu ikke har fundet sted.
Den sydlige bred ligger i Zimbabwe, mens den nordlige bred ligger i Zambia, der også har fredet området på grund af den utrolige forekomst af Afrikas store vildtarter.

Solopgang - afgang

Vi ventede til klokken 6, hvor solen så småt var ved at få magt, og vi kunne nu purshe langs bredden uden at løbe uforvarende ind i elefant eller flodhest.
Zambesiflodens vandrige forløb er et utroligt skue her, hvor floden er 3 kilometer bred, og man kan se øer med træer, hvor bøfler fouragerer, og flodheste går på land for at lade solen varme sig.

På række

Vi gik som sædvanlig i en række: Forrest Goodie – vores tracker, dernæst Doug, jeg selv, Andy efterfulgt af Tinus og til sidst Luckey.
I en sidearm af flodens forløb, hvor vandets hastighed var lav, holdt den store tyr til.
Vi fik hurtigt øje på den i vandet, hvor den lå og dykkede efter vandplanter, og vi startede forsigtigt at krybe over mod tyren langs bredden, der ikke bød nogen dækning.
Det var muligt at pürsche hurtigt frem, når den var neddykket, og snart var vi ca 25 meter fra den og kunne sætte skydestokken op med riflen i anslag.
Vandet var påfaldende dybt, så tyren stak kun øjne og næsebor over vandspejlet, og vi fik hurtigt fornemmelsen af, at den havde mærket vores tilstedeværelse.

Vanskeligt sigte

Tyren lå med snuden væk fra os, og det var ikke nemt at placere sigtemidlet på det rigtige sted, når den var kortvarigt oppe.
Perioderne hvor den var neddykket var på 3-4 minutter, og den kom op flere forskellige steder med hovedet i forskellige vinkler.
Det var meget vanskeligt at holde riflen i anslag så længe ad gangen, og jeg måtte nu indse, at Andy havde ret - dette var ikke spor nemt.

Ny position

Efter cirka 20 minutter havde tyren flyttet sig og vi var nødt til at skifte position, således at vi endnu engang kunne sætte skydestokken op så tæt på flodhesten som muligt.
Efter endnu nogle dykninger, hvor jeg lavede sigteøvelser hver gang, kom tyren op og havde sit hoved i en position, så den kiggede væk fra os.
Doug sagde nu roligt, at han syntes at jeg skulle forsøge et skud. Jeg holdt den store 375 H+H lige på kraniets bagerste del og lod flyve.

Forbi

En stor vandsøjle lige bag tyren fortalte, at jeg havde skudt over. Neddykningen kunne ses på Andys video, og der var ikke tegn på, at dyret var ramt overhovedet. En anskydning havde været forfærdeligt under de omstændigheder, da eftersøgningen ville være meget svær.
Vi fortsatte nu i motorbåden, jeg noget skuffet.

Smukke omgivelser

Men jeg glemte snart mit manglende jagtheld, da jeg så det ufattelige sceneri, der udfoldede sig omkring os.
Den brede flod var vandrig efter de kraftige regnskyl tidligere på året i det sydlige Afrika, og sivbræmmer på småøer, samt sandholme lå spredt så langt øjet rakte. Fuglelivet var imponerende med mange hejrer og afrikansk flodørn, som meget hyppigt lod sig beskue.

I vandet

Pludselig så vi en stor flodhest tæt ved båden, og da der var meget lavvandet, sprang jeg ud i floden hvor vandet gik mig til lidt over knæene. Jeg fik sat skydestokken op i sandet og med riflen i anslag, stod jeg nu midt i den rivende strøm af lunt vand.
Jeg kunne ikke undgå at høre, at de andre forsøgte at undertrykke deres latter, når et fjols fra et lille land nordpå står i underbukser ude i floden over en kilometer fra land, med en flodhest der har lugtet lunten, og som sikkert for længst har gemt sig under vandoverfladen og har ladet sig drive ned ad floden til bedre græsgange.

Videre

Efter en times søgen så vi igen en flok med en god tyr, og jeg kravlede i land sammen med Doug for at pürsche den fra en lille sandbanke i nærheden.
Med riflen i skydestokken stod vi nu igen og pegede på et punkt i vandet, hvor vi forventede, at den ville komme op. Den samme situation som tidligt gentog sig.
Hver gang et af dyrene kom op, stod Doug lige ved min side, for at sige hvilket dyr det var: ko, kalv eller tyr.

Forsigtig tyr

Tyren kom kun kortvarigt op, og jeg forsøgte igen at sætte en kugle efter adskillige op og neddykninger. Kuglen gik klart over. Noget skuffede sejlede selskabet hjem, kun Doug var upåvirket og sagde, at vi nu skulle have frokost.

Ny riffel

Efter frokosten tog vi atter af sted i båden og først sent på eftermiddagen, fik vi øje på endnu en flok flodheste, der lå og dykkede tæt på en lille sandbanke.
Vi gik i land pürschede os endnu engang frem til flokken.
Jeg stod igen med riflen i anslag, denne gang min gamle Sauer 8o i cal 30.06, som jeg forventede bedre at kunne foretage det ”kirurgiske” skud med.

Mange hoveder

Adskillige hoveder kom op, der var flest ungdyr, men også nogle køer og en enkelt tyr.
Tredje gang den kom op, skete det endelig. Tyren løftede det mægtige hoved lidt op, idet den knejsede med nakken og stak næsen ned i vandet for bedre at tage bestik af os. Skuddet faldt omgående, og det kolossale hoved gled til siden og ned i vandet.

Ramt

Doug sagde : “Very good, you got it!”. Kugleslaget var meget tydeligt, nærmest et dumpt slag mod den enorme krop.
Det næste problem var bjergningen, idet det kan tage fra 1-4 timer før det store dyr kommer op til vandoverfladen, nemlig når luftudviklingen i den store tarm, som omsætter de store mængder planter, tvinger den op.

Næste dag

Det var et hold på 4 mand, der næste dag skulle sejle ud for at forsøge at finde flodhesten længere nede ad floden, mens vi skulle prøve at finde en bøffel til mig – det var min sidste dag på safarien. Shane og Robert, to af Dougs gode venner fra Chinhoyi, ville sammen med Peter vores skinner og Tinus tage den barske tørn med at få det kæmpestore dyr parteret og sejlet i mange portioner til lejren.

Fundet

Da vi den følgende dag vendte total udmattede tilbage til lejren, blev vi modtaget af flere af lejrens indbyggere, der alle ville ønske mig tillykke med den store flodhestetyr, jeg havde nedlagt.
Den var blevet fundet ca. 1½ km nedenfor lejren, drevet ind på en sandbred på en af de utallige øer.

Børn og hoved
© huntersmagazine.com
2002, Anders Holm

Lejrens begejstrede børn og det imponerende hoved.

Store tænder

Det tog de fire mand hele dagen at partere dyret på stedet, og at sejle kødet hjem.
Skinneren Peter havde arbejdet ihærdigt med at få det tykke skind af dyret, hvilket betød, at jeg kunne få lavet de store stykker til det lækreste læder, man kan tænke sig. Hovedet på dyret var enormt, og de store tænder antydede, hvorfor netop dette stykke storvildt kræver flest menneskeofre i Afrika.

Afslutningen

Stemningen var høj, da vi med udsigt til bøflen der lå på vognen og den store flodhest, som var parteret, kunne sætte os ned til floden og få en gin og tonic. Jeg havde medtaget en cigar som skulle ryges, hvis det skulle lykkedes mig at nedlægge en bøffeltyr, og de øvrige deltagere jublede, da jeg sendte den rundt til de andre om bålet.

Anders med hoved
© huntersmagazine.com
2002, Anders Holm

Anders Holm med sit trofæ.
Anders Holm er dyrlæge og fast skribent på HuntersMagazine.com

Alt på flodhesten bliver brugt

Næste dag iagttog jeg inden afgang fra lejren, hvordan alt kødet blev skåret ud i lange strimler, rullet i krydderier og saltet, hvorefter det blev hængt op på lange snore. Kødet vil blive spist af Dougs familie samt de mange ansatte på farmen i det næste år.
Kraniet som jeg gerne ville have til min beskedne samling, blev hængt så højt op i et træ, at hyæner og løver ikke kunne nå det, og således at gribbene kunne pille de sidste stykker af kød af.
Fødderne blev hængt op som leopard bait for at supplere et zebraforben, som allerede var ivrigt besøgt, og jeg krydsede fingre for, at Andy i den kommende uge skulle få held til at nedlægge den leopard, som han havde ønsket sig så såre.

Send Din egen jagtberetning til HuntersMagazine.com.

Tilbage til forsiden.