Bly?

I aftenens udgave af TV-Avisen kunne man se og høre landets miljøminister sige, at alt for mange dyr lever med bly i kroppen.Udtalelsen faldt i et indslag lige omkring klokken 22.00 som handlede om den kommende nye uddannelse af de danske jægere.
Her blev det blandt andet beskrevet, hvordan de nye jægere skal lære at ramme bedre med haglgeværet, og at den nuværende jagttegnsprøve er 50 år gammel.
For at styrke argumenterne stillede Ida Auken (SF) op til interview, og det var hende der leverede udtalelsen om blyet i det danske vildt.
Men det viser desværre at landets jagtminister lever i den fortid som hendes onkel gjorde op med.
Bly i haglammunitionen har været forbudt siden Ida Auken gik i skole og så op til Svend Auken (S), som var den første danske minister der tog fat om nældens rod, og kaldte landets jægere til orden.
Siden har diverse kampagner mod anskydninger og for bedre træning bragt anskydningerne ned, indtil vi for et par år siden blev præsenteret for nye stigende anskydningstal.
Det var en lapsus fra den daværende ledelse af Danmarks Jægerforbund, at det overhovedet kunne komme så vidt, men det var til gengæld den ekstra gnist der skulle til, for at få defineret nogle nye krav til de kommende jægere.
De er så småt ved at tage form, og derfor fandt landets største elektroniske nyhedsmedie anledning til at omtale de kommende forhold.
Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, deltog også i indslaget, hvor Ida Auken desværre med sin fortalelse viste, at det ikke er nok at være rundet af den rigtige æt og slægt, men at ægte viden og indsigt også er påkrævet for at kunne varetage posten som minister for den danske natur. For bly har været forbudt siden Auken den Første tronede i miljøministeriet, og det ville godt nok klæde Auken den Anden hvis hun satte sig ind i sådanne basale forudsætninger for den jagt, for hvilken netop hun er den øverste politiske autoritet.