Det umuliges kunst

Det er mange år siden jeg fandt ud af, at der ikke er noget, der er så slemt – at det ikke lynhurtigt kan blive endnu værre.

Mon ikke formanden for Danmarks Jægerforbund har tænkt noget i den retning, da han i løbet af de sidste trekvarte år, har forsøgt at få et forlig strikket sammen om de kommende jagttider i Vildtforvaltningsrådet.
At han har været tvunget til at give køb på jagtligt hjerteblod er hævet over enhver tvivl. De tre mågearter og skalleslugerne ryger ud af jagttabellen. Det er fem arter der forsvinder, og på den måde er det ikke forkert, at jagten reduceres under den nye formand.
Men før man dømmer både ham og forbundet, skal man se på det politiske spændingsfelt forhandlingerne er foregået i, og hvad alternativerne havde været.
Forhandlingerne har været forgiftet af Danmarks Naturfredningsforening, som har påtaget sig rollen som naturens rettroende fundamentalister. Den organisation har gentagne gange brudt med den sædvanlige praksis i rådets arbejde: Gået til pressen under forhandlingerne og sågar til ministeren inden rådets indstilling har været færdig. For nu bare at nævne de mest iøjnefaldende nedslag.
Det har dels kostet Danmarks Naturfredningsforening en ministeriel røffel, men det har samtidig opbrudt de vante alliancer i Vildtforvaltningsrådet, og det har muligvis været hele hensigten.
I al kampens tumult er det i alt lykkes for de danske ornitologer og Dyrenes Beskyttelse, at finde samklang med Danmarks Naturfredningsforening på en række afgørende punkter, og dermed var Vildtforvaltningsrådet delt i to stærke fraktioner.
I andre politiske forhandlinger er man jo vandt til den slags blokpolitik, men i Vildtforvaltningsrådet er det stik mod det opdrag man har fået af den til enhver tid sidende minister. Rådet skal aflevere en enig indstilling til ministeren.
Gør rådet ikke det, så kan man risikerer en række helt uoverskuelige ting.
Man kan risikere at ministeren så selv laver politik på vildtforvaltningsområdet. Det så vi med en af de forrige ministre, og det gik helt galt. I denne situation har formanden for Danmarks Jægerforbund måtte spørge sig selv, om det mon er en god idé, at en SF-minister kaster sig ud i egenhændig jagtlovgivning. Svaret er et indlysende og rungende nej.
Man kan også i en rådssprængt situation forestille sig, at Naturstyrelsen begynder at komme med friske forslag til forvaltningen. Det er næsten lige så slemt som ministeriel indgriben, og man kan værst af alt forestille sig, at Vildforvaltningsrådet bliver opløst, og at hele jagtlovgivningen tages op til revision. Det ville være en uoverskuelig katastrofe, hvor ethvert aspekt af jagten ville være fredløst i måneder og år.
Disse og sikkert endnu flere afvejninger har Claus Lind Christensen skulle håndtere i et politisk stormvejr der er som et spil skak med lysets hastighed, hvor hele fundamentet kan forandre sig med blot et par hurtige mails og en ny studehandel.
Kompromisser er sjældent kønne, og ser man på et af naturens egne af slagsen er muldyret et stærkt kompromis mellem æslet og hesten. Muldyret er stærkt og leverer varen, men det er goldt og kan ikke bringe sin slægt videre.
Sådan er det antageligt også med det kompromis som jægerne har måtte indgå i denne sag. Kompromisset der koster fem – og lad os bare være ærlige i denne sag – perifere vildtarter i jagttabellen, lidt fredninger og nogle forandringer med sælgersnilde godt kan præsenteres som forbedringer, er ikke kønt. Men det holder sammen på stumperne for en stund.
Jægerne betaler atter prisen, men det gør hele ideen med Vildtforvaltningsrådet desværre også. For nu er rådet hverken æsel eller hest, men forvandlet til et muldyr, der nok skal levere varen, men som ikke er i stand til at bære slægten videre. Og det er antageligt det største tab vi har lidt i denne jagttidssag, som vil trække lange spor ind i fremtiden.