Ingen viden

Ingen viden
Det danske vildt forekommer helt ind i vores haver. Råvildtet gnaver roserne ned i folks nyttehaver og vi kan se repræsentanter for hjortevildtet, rovvildtet og fuglevildtet lige uden for parcelhuskvarteret, hvis vi ellers bærer os en smule besindigt ad.
Men vi aner ikke hvordan det står til med vildtet. Vi kender kun i ringe grad kønssammensætningen og har stort set ingen viden om aldersfordelingen.
Sundhedstilstanden er vi også uvidende om. I en årrække har Center for Vildtsundhed udført undersøgelser af faldvildt, men da det jo svarer til at lave helbredsundersøgelser i lighuset, så ved vi kun hvad de døde dyr døde af. Og i øvrigt kun måske.

I Danmark er der ingen systematisk indsamling af data fra sunde dyr. På trods af at vi – jægere – har over 1 millioner vilde dyr i hænderne hvert eneste år (det samlede vildtudbytte fratrukket fasaner og gråænder), udnyttes denne enestående chance for at indsamle prøver fra de raske dyr så godt som overhovedet ikke.

I andre dele af Verden – i Grønland for eksempel, hvor jeg har arbejdet en del – bruger man store kræfter på at finde ud af udbredelsen, sundhedstilstanden og antallet af alle de vigtige arter. Isbjørnene bliver således fanget og bedøvet og udstyret med satellitsendere så man kan følge deres vandringer. Det sker med internationale forskere, helikoptere og avanceret computerteknologi. Og det koster kassen.
Samme sag med hvalrosserne, som optælles fra fly og følges genetisk på land hvor man udtager biopsier fra de store dyr på deres landgangspladser. Det foregår med bue og pil og på maksimalt ti meters afstand. Jeg har selv deltaget. Det kræver fodfolk på stedet der kan deres kram, og det koster spidsen af en jetjager.

Når nu Grønland kan, når Canada kan og når en række andre lande som vi sammenligner os med kan, hvorfor kan vi så ikke i Danmark.
Vi har ved Gud pengene. De kommer fra jægernes egne rækker i form af jagttegnsmidlerne, og vi har forskerne der kan udføre jobbet – for de arbejder nemlig freelance i både Canada og Grønland. Og vi har også brug for eksakt viden om det danske vildt.
Men alt hvad vi ved – alt hvad der gøres grundigt og ensartet fra år til år er at indsamle jægernes registreringer af hvor meget vildt der bliver nedlagt.
Det er hvad det kan blive til i dette lille smørhul af et vildtrigt kulturland, hvor vi åbenbart ikke har den politiske vilje til at blive klogere på alt det smukke, skønne og uforudsigelige vilde, der er lige uden for snart sagt hver eneste danske gadedør.