Jagtkrigen

Man ser det snart overalt. Frihedstrangen bliver så stor, at selv veletablerede landes lokalbefolkninger ønsker selvstændighed. Uafhængighed. Frihed til at regerer i eget hus.
Fra tid til anden støtter vi som stat og enkeltpersoner oprørerne i deres frihedskamp, for det er vel kun retfærdigt, at individet kan agere frit uden at ligge under for en diktator eller overstatslig formynderskab.
Når det går galt, ender det hele i borgerkrig. Den slags er som regel både langvarige, smertefulde og uden vindere. Kun tabernes antal stiger i den slags konflikter.
Frihedstrangen findes overalt. Også blandt de danske jægere. Det fremgå med al tydelighed, når man ser tilbage på det forgange tiårs interne konflikter i Danmarks Jægerforbund, og det forgangne års etablering af to nye jagtforbund.
I mange tilfælde er der tale om frafaldne separatister fra det store forbund, som er så forbandet over den valgte linje og førte politik, at de ønsker at gå egne veje.
Indtil videre er vi nået til verbale slagvekslinger af ganske krigerisk karakter, alt mens konflikternes linjer trækkes stadig voldsommere op.
Senest i en pressemeddelelse fra Lands Jagtforeningen – som foreningen har fået publiceret på NetNatur.dk – hvor der tages skarpt afstand fra den forvaltningspolitik som Danmarks Jægerforbund forsøger at stikke nye linjer ud til.
Detaljerne er mangfoldige og dem skal man studere i natlampens dæmpede skær, for det tager timer og som bekendt sidder djævlen i detaljen. Og der er mange djævle i spil i disse sager.
Frihedstrang og enegang kan være meget godt. Men al historisk indsigt taler for, at den slags bedst udføres i forstandig dialog og med stor empati for modpartens synspunkter. Kan man ikke mønstre dette, så ender det hele i åben konflikt. I borgerkrigslindende tilstande hvor alle taber.
Så inden det hele falder fra hinanden som i X-Jugoslavien, Syrien, Irak eller Ukraine, vil omtanke så klart være at foretrække.
Det er forståeligt, at de nye jagtforbund forsøger at få ørenlyd ved at buldre rigtig tungt med de forhåndenværende (tomme-) tønder, men som skuddene i Sarajevo for 100 år siden, så skal der ikke andet end en lillebitte gnist til, før hele krudtdepotet eksploderer i en åben krig, hvor det bliver vigtigere at tilføje fjenden nogle nederlag, frem for at sigte på det egentlige mål; at vi alle få mulighed for at dyrke vores jagtpassion så inderligt og bæredygtigt som over hovedet muligt.
Derfor må de karske udfald og brydelige sværdslag stoppe inden borgerkrigen er en smertelig realitet.
Jagtens organisationer må indse, at ingen af dem er ene om at tegne de danske jægere.
Jagtens organisationer må begynde at arbejde sammen.
Jagtens organisationer – dem alle sammen – må fremlægge fælles jagtpolitiske mål.
Ellers er det ikke bare en af organisationerne der taber, nej det er os alle sammen som bliver de blødende tabere i en ubærlig krig, som vil blive udnyttet af vores rigtige modstandere til fuldkommenhed.

Enighed gør som bekendt stærk. Hvis I ikke kan blive enige, så er det os alle sammen der taber.

Kære Venner – vil I ikke nok forstå det. Bare denne gang. Det er vigtigt!