Sabotage

Det er ikke første gang, at arbejdet i Vildtforvaltningsrådet er ved at smuldre. Under det tidligere formandskab i Danmarks Jægerforbund var der sager, hvor rådet ikke kunne afgive enstemmig indstillinger til ministeren, som der ellers har været udbredt tradition for.
Nu er den gal igen, og det er et af de hidtil værste anslag mod det lange seje træk, som rådet faktisk har været garant for i årtier.
Samtidig er det en af de varmeste politiske kartofler for den nye formand for jægerne, som nu har siddet lidt over et år i den varme stol på Højnæsvej i Rødovre.

Anslaget er ikke af stor jagtlig betydning, fordi sagens kerne handler om regulering af nogle vildtarter som der generelt er jagttid på, og som kun har betydning for en mindre personkreds. Men det er selve princippet i arbejdet i Vildtforvaltningsrådet som er under angreb af ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse, som med deres enegang og direkte kontakt til miljøministeren kortslutter årtiers samarbejde.
Det er helt rimeligt at de andre aktører i Vildtforvaltningsrådet beklager dette sololøb, og det er ganske utilstedeligt, at anarkisterne fra Enhedslisten, med Per Clausens intervention i sagen, opfordrer organisationerne til enegang.
Det er muligt, at det er i demokratiets interesse, at man sådan underløber faste aftaler og arbejdstraditioner, men det bliver ikke til naturens eller vildtets fordel, at der på denne måde skal dyrkes noget der minder om partipolitik i Vildtforvaltningsrådet, som hidtil har været stort set renset for partipolitisk spind og taktik.

Samtidig er det svært at se, at Per Clausen og Enhedslisten faktisk har en god sag her, for der findes utallige parlamentariske råd og udvalg, hvor man arbejder for konsensus, og man kan da bare tænke på, hvordan landet ville stande i våde, hvis parterne i eksempelvis Udenrigspolitisk nævn pludselig gav sig til at arbejde som solister. Det ville der antageligt straks komme en rigsretssag ud af.
Derfor er der ingen vej uden om. Uanset hvor ubehageligt det er, så må arbejdet med at rådgive om forvaltningen af den danske natur tilbage til Vildtforvaltningsrådet. Og sker det ikke, så har rådet ikke længere nogen praktisk betydning, men er forvandlet til en indflydelsesløs kaffeklub.

At Per Clausen ikke magter at skelne mellem regulering og jagt er et beklageligt forhold, men værre er det, at skaden, i hvert fald i denne omgang, er uoprettelig. Per Clausen er nemlig røget direkte på Danmarks Naturfredningsforenings og Dyrenes Beskyttelses limpind, ved at bebude, at han vil drøfte reguleringssagen med miljøministeren. Dermed opnåede Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening præcis det de ønskede. Sagen er kommet ned i Folketingssalen. De kunne antageligt have opnået nøjagtig det samme ved diskret at have udtalt deres bekymring for de danske dyrebørn til Per Clausen personligt, men ved at time deres udfald optimalt og ved at gøre det offentligt, har de to organisationer i en og samme operation saboteret arbejdet i Vildtforvaltningsrådet, styrket deres egen profil og fået sagen gjort til et politisk projekt. Isoleret set en strålende politisk bedrift midt i den hede sommer, men i den større sammenhæng et frontalt angreb på årtiers forvaltningspraksis.
Og det er et svidende nederlag for den danske natur, for Claus Lind Christensen og ikke mindst for den danske jagt, som skaber arbejdspladser til små 3.000 personer og pumper over 600 millioner kroner ind i det danske landbrug. Hvert år.