Skyd og nyd

På Danmarks Radios fjernsyn kalder de det Nak og Æd. Rammende. Kort. Præcist. Noget tyder på, at nogle danske jægere ikke har forstået, at jagt er begrundet i et velargumenteret forhold, der går ud på, at vi udnytter det vi udbytter.
Sagen er aktuel her hvor jagtsæsonen folder sig stort ud, og en opsynsmand fra Vejdirektoratet fredag fandt 25-35 døde gråænder i en affaldsspand på en rasteplads. Opsynsmanden kan til og med berette, at han tillige jævnligt finder både fasaner og blishøns på samme måde.
Skudt og kasseret. Og i fuld offentlighed.
Så bliver det ikke dummere.
Denne weekend har jeg været på to store jagter på Sjælland. Begge steder bliver jægerne stillet til regnskab for det vildt de fælder, således at jagten først er forbi, når alt vildtet er fordelt mellem deltager.
En glimrende regel, som får jagten til at hænge sammen i en logisk konsekvens, som går ud på, at hvis man kan skyde, så kan man også bringe vildtet til sin husholdning.

Fatter man ikke denne simple pointe, og skyder vildt som umiddelbart efter paranden kasseres, så har man ikke fortjent at nyde privilegiet at gå på jagt.